Rasmussen overvejer Vueltaen og Giroen

Michael Rasmussen ved, at han ikke er ønsket i Tour de France, så cykelrytteren håber at komme til at køre Vueltaen eller Giroen efter sin dopingkarantæne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Cykelrytteren Michael Rasmussen er klar over, at han nok har kørt sit sidste Tour de France. Danskeren er uønsket af Tour de France-løbsdirektør Christian Prudhomme, og derfor ser Michael Rasmussen mod andre mål, som kunne være Vuelta a Espana og Giro d'Italia.

- Det er jo ikke Tour'en i sig selv, der er det motiverende for mig. Det motiverende er at komme tilbage og vise, at jeg er den bedste. Og når Tour'en ikke vil have de bedste med, så må jeg jo vise det i enten Vueltaen eller Giroen, siger danskeren til B.T.

Michael Rasmussen blev sidste år smidt ud af Tour de France af sit hollandske hold, Rabobank, da han bar løbets gule førertrøje. Den danske rytter blev taget ud, fordi han blev afsløret i at have løjet om sine opholdssteder i perioden op til Tour de France, hvilket gjorde, at han kunne træne uden for dopingkontrollanternes søgelys.

Rasmussen har hele tiden hævdet, at Rabobank var vidende om hans løgne, og i sidste måned blev holdet dømt til at betale ham 5,2 millioner kroner i erstatning for manglende lønudbetaling og Tour-bonus. Danskeren havde oprindeligt krævet en erstatning på omkring 40 millioner kroner.

Michael Rasmussen blev idømt to års karantæne, men vil have straffen nedsat.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik