Rasmus Helveg forlader politik

Når 2015 om et par uger rinder ud, falder klokken samtidig i slag for tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale Venstre, Rasmus Helveg Petersen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han meddelte mandag de radikale vælgerforeninger i Holbækkredsen og Køgekredsen, hvor han hidtil har været opstillet, at han ikke længere ønsker at stille op til Folketinget.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt tirsdag.

Beslutningen er en konsekvens af folketingsvalget i juni, hvor Rasmus Helveg Petersen tabte sin plads i Folketinget.

- Det betyder, at jeg skal finde noget andet at lave. Jeg kan ikke både satse på en karriere i erhvervslivet og samtidig være folketingskandidat. Det har jeg prøvet før (op til valget i 2011, red.), og det giver dårlig samvittighed begge steder. Det var nogle svære år, siger Rasmus Helveg Petersen til avisen.

Vikar i Folketinget

Han afviser, at han har et nyt job på hånden. Men den tidligere klima- og energiminister, der er uddannet journalist, lægger ikke skjul på, at han gerne forsat vil arbejde med det grønne område.

Før sit valg til Folketinget var han blandt andet kommunikationschef i Verdensnaturfonden, WWF.

Når der er gået et halvt år siden folketingsvalget, før Rasmus Helveg Petersen melder noget ud om sin fremtid, skyldes det, at han - trods nederlaget - siden 1. september alligevel har siddet i Folketinget som barselsvikar for Zenia Stampe.

Hun vandt partiets eneste mandat i Sjællands Storkreds med over dobbelt så mange personlige stemmer som den daværende minister, som altså i stedet blev stedfortræder.

Tuncer overtager

Selv om Zenia Stampe har forlænget sin orlov til 1. april, har Rasmus Helveg Petersen besluttet at stoppe som suppleant med udgangen af december, som det hele tiden har været meningen, så han kan fokusere på sin fremtidige karriere.

- Det giver ikke så meget mening at forlænge med yderligere tre måneder. Jeg har haft det godt i Folketinget og som minister, men nu må jeg videre. Sådan er det jo, som Margrethe (Vestager, red.) sagde, siger Rasmus Helveg Petersen til dagbladet Nordvestnyt.

Som søn af Niels Helveg Petersen flyder der politik i blodet på den snart forhenværende politiker. Før valget i sommer havde Helveg-familien været repræsenteret i Folketinget uafbrudt i 38 år foruden en årrække i 1960'erne og 70'erne.

Med beslutningen om ikke at forfølge et genvalg ved næste folketingsvalg er Rasmus Helveg Petersen - i hvert fald foreløbig - den sidste folketingspolitiker fra familien Helveg Petersen.

Byrådsmedlem Emrah Tuncer fra Holbæk bliver ny suppleant for Zenia Stampe fra 1. januar til og med 31. marts. Hun vender tilbage til folketingsarbejdet 1. april, skriver dagbladet Nordvestnyt tirsdag.


Nyhedsoverblik