Det vi har sammen

Raser over oversvømmelser

Foto: TV ØST

Borgerne i Guldborg har fået nok af vand i kælderen. Siden Guldborgsund Forsyning for et år siden udskiftede spildevandsledningen i kommunen, har et specielt villakvarter oplevet oversvømmelser, hver gang det regner.

- Vi kan ikke gå i bad. Vi kan ikke bruge vaskemaskinen. Vi kan ikke gå på toilettet. Det er frustrerende, og jeg bliver sur og gal hver gang det sker, for jeg kan snart ikke klare mere. Susanne Jensen fra Bøgevej i Guldborg har for 3. gang i år vand i kælderen. Og nerverne hænger efterhånden i laser.

- Det er klart, at man bliver psykisk nedbrudt. Hver gang det regner, tænker jeg - nu sker det igen, siger hendes mand, Michael Jensen, i dag til TV2 Øst.

Parret er ikke alene om at være rasende over de gentagne oversvømmelser, der begyndte, da Guldborgsund Forsyning udskiftede spildevandsledningen i området. Omlægningen af kloaknettet har nemlig betydet, at flere villaejere får nervøse trækninger, når det begynder at regne. Således også Martin Juel, der i august havde hele haven fuld af kloakvand, toiletpapir og menneskelige ekskrementer.

- Nu har jeg lært at lægge nogle tunge sten ovenpå mit kloakdæksel, så det ikke letter, når det regner, og der igen er oversvømmelse. Det betyder selvfølgelig, at jeg må spule det den ene gang efter den anden, fordi der sidder bæ og toiletpapir på kanterne, men det er trods alt bedre end at det ligger i haven, siger Martin Juel til TV2 Øst.

Ifølge husejerne skyldes problemet, at den nye spildevandsledning, der skal lede spildevandet fra Guldborg til Hundseby, er for lille, og ikke kan rumme de mængder vand, der skal transporteres, hvis der samtidlig falder en vis mængde nedbør. Men det afviser forsyningsdirektør Flemming Bach: - Det er ikke rigtigt. Ledningen er slet ikke for lille til de mængder vand, der skal transporteres.

Istedet peger Flemming Bach på, at det ser ud til, at der er for mange ulovlige opkoblinger på spildevandsledningen. Det kan betyde, at trykket bliver for stort. Oversvømmelserne kan ifølge Flemming Bach også være et resultat af en læk. Og han påpeger, at Guldborgsund Forsyning gør meget for, at problemet skal løses.  - Vi har været ude med tv-inspektion og fotograferet hele ledningsnettet, og vi har repareret alle de utætheder, vi har fundet, siger han i dag. Alligevel er det ikke nok.

På spørgsmålet om, hvornår borgerne i Guldborg kan sove roligt, selvom der er regn på vej, svarer Flemming Bach: - mit gæt er, at vi ved udgangen af 2012 har en løsning på problemet.

Men det er ikke godt nok, siger husejer Michael Jensen i dag. - Det kan ikke være rigtigt, at det skal tage yderligere et år med oversvømmelser, hvor vi husejere skal sove på albuerne imens, siger han.

04:00 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App