Det vi har sammen

Rapport: Ældre kommer ikke på toilettet

Foto: TV ØST

Ældre bliver efterladt i deres senge og kommer ikke på toilettet. Sådan lyder kritikken efter et uanmeldt tilsyn på et plejecenter i Næstved.

Jørgen Hansen flyttede fra København til Munkebo plejecenter I Næstved. Han er en af de beboere, der har oplevet problemer med at komme op om morgenen og på toilettet.

- Det kan tage sin tid at komme på toilettet. Nogle gange kan man godt ligge og vente en hel time, siger Jørgen Hansen, beboer på Munkebo Plejecenter

Et andet sted i huset er opfattelsen en helt anden.

- Jeg kan ikke beklage over hjælpen her på stedet. Det ville være uretfærdigt, hvis jeg gør det. Jeg har det godt her, og de er så søde og hjælpsomme alle sammen, siger Svend Errebo, beboer på Munkebo Plejecenter.

Munkebo i problemer
Et uanmeldt tilsyn fra kommunen sidste år i oktober, blev i dag en ubehagelig sag for Munkebo Plejecenter i Næstved.

- Man bliver rigtig ked af det, når man ser sådan noget i pressen. Jeg synes ikke det er det, der afspejler hverdagen her. Det er altid alvorligt at blive vurderet, men vi må tage det til os, og blive endnu mere opmærksomme, siger teamleder Kirsten Majvang.

Tilsynsrapporten blev nemlig offentliggjort i aftes, og der var kritik fra tre tilfældigt udvalgte beboere.

- Jeg mener det er forkasteligt. Det er jo fordi, der ikke er personale nok. Det må det jo være. Det er det eneste, jeg kan konkludere ud af det, siger Jørgen Hansen.

Udover at de tre ældre har kritiseret toiletbesøgende, skulle medarbejderne have givet udtryk for en stor arbejdsbyrde. Men det mener social- og sundhedshjælper Anne Mette Sørensen er en fordrejet sandhed.

- De har misforstået, at vi ikke har tid til at sætte borgerne på toilettet. Vi opfylder altid borgernes ønske om toiletbesøg. Det kan godt være at vi ikke har tid nu og her, men vi gør det, så hurtigt vi kan, siger Anne Mette Sørensen.

Nye initiativer
Teamleder Kirsten Majvang forklarer at de siden tilsynet har skærpet opmærksomheden på de kritiserede områder, så beboerne ikke skal vente på toilet besøg.

- Vi har lavet nogle forskellige tiltag. Blandt andet møder vores personale tidligere ind, så vi hurtigere kan få beboerne op af sengen, på toilettet og få serveret morgenmad. Samtidig har vi indgået et bredere samarbejde i huset, så man kan spørge om hjælp på gangen over, hvis man har brug for hjælp til toiletbesøg, siger Kirsten Majvang.

Næstved Kommune er glad for tilsyn
På Næstved Kommune tager den ansvarlige formand fra omsorgsudvalget kritikken til efterretning

- Vi prøver jo hele tiden at gøre tingene bedre. Derfor er vi glade for tilsynsrapporterne. Det hjælper os til at blive skarpere. Både os som politikere, men det hjælper også ledelsen til at blive bedre, siger Jørgen Lauritzen fra socialdemokraterne. 

Tilsynsapporten kan findes på Næstved Kommunes hjemmeside under kategorien ældre og pensionister.

02:41 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App