Raketforbud får nytårsskader i bund - i Norge

Nordmændene har gode erfaringer med at forbyde nytårsraketter.Men overlæge vurderer, at et forbud herhjemme ikke nødvendigvis vil have samme effekt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et forbud mod nytårsraketter har fået antallet af personskader og ildebrande til at falde i Norge.

Sidste nytår var det første, da det ikke længere var lovligt at sende det, som nordmændene kalder pinderaketter, til vejrs. Og resultatet udeblev ikke.

Den norske beredskabsstyrelse, Direktoratet for samfundssikkerhed, har opgjort, at der i 2008 var 61 personer, der kom til skade. Året før var samme tal 155. Tilsvarende har direktoratet vurderet, at mængden af brande og andre skader på fysiske ting også er kraftigt reduceret af forbuddet.

Alligevel advarer en af Danmarks førende eksperter i fyrværkeriskader mod at tro, at et forbud vil give et lignende fald i antallet af skader herhjemme.

Overlæge Jens Lauritsen, Ulykkesanalysegruppen på Odense Universitetshospital, påpeger, at Danmark efter fyrværkerikatastrofen i Seest forbød de kraftigste nytårsraketter. Og at de billigste raketter af dårlig kvalitet allerede blev forbudt for mange år siden. Derudover skal man vurdere, hvor stor effekt et forbud har.

- Der er en balance med al forebyggelse. Hvis man bliver så restriktiv, at al det, som folk vil, bliver forbudt, så vil dem, der opsøger risikoen, være ligeglade, siger han.

I hans optik er vigtigere at sikre, at det fyrværkeri, som folk kan købe lovligt, nu også er ufarligt.

Han henviser til et uheld sidste år, hvor en kvinde forsøgte at flygte fra et væltet nytårsbatteri, men faldt og brækkede benet. Batteriet var stillet op på en plan vej - alligevel væltede det.

Sidste nytår kom 197 personer til skade i Danmark. Af dem fik de 33 alvorlige skader, oplyser Ulykkesanalysegruppen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik