Rådyr raserer haver i Sorø

I Sorø har flere havejere sat hegn op, så dyrene ikke raserer deres haver. Det er en plage, fortæller en haveejer i Sorø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nogle haveejere skal dele med rådyr, der æder blomster og planter. Råvildtet bevæger sit frit rundt og ejes ikke af nogen. Derfor er indhegning af haven den eneste mulighed for at holde rådyrene ude af haven, skriver foodculture.dk.

- Rådyrene går ind i haven om natten og tidligt om morgenen. De spiser alt, hvad der smager sødt: roser, æbleknopper, frugttræer og urter. De går grassat på alt, hvad der er pænt, og ødelægger haven, fortæller Kirsten Hald fra Sorø, der bor 100 meter fra skoven.

For to år siden valgte familien at sætte hegn op, som flere i kvarteret har gjort, og siden da har de haft haven for sig selv.

- Dyrene er søde og charmerende, og det er dejligt, at man kan møde dem i skoven. Men det er en plage, at de raserer haven hver nat. Enten må man sætte hegn op, eller også må man lade være med at have pæne ting i haven, mener Kirsten Hald. I Sorøskovene er problemet velkendt.

- Nye haveejere synes til at starte med, at det er spændende med rådyr i haven, og nyder at kigge på dem. Men efterhånden bliver de kede af, at dyrene spiser deres blomster og planter og forsøger så at holde dem ude af haven, forklarer skovfoged ved Stiftelsen Sorø Akademi, Stig Egede Hansen. Ifølge ham er hegn den eneste måde, man kan holde dyrene ude af haven, og forskellige skræmmemidler er uden virkning.

- Rådyrene elsker haver, fordi føden her er let tilgængelig, og fordi de ikke bliver jaget væk af andre dyr, som de gør i naturen. Finder et rådyr en god villahave, er det sikret mad i lang tid, og i bund og grund er det jo det, et rådyrs liv går ud på, siger Stig Egede Hansen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik