Rådyr og hund et hit på Facebook

Knap 25.000 gange er videoen af et rådyr og en hund, der spiller bold, blevet set på Facebook. Filmen blev optaget tæt på årsdagen for fundet af det nyfødte lam

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I skrivende stund har præcis 24.298 personer set rådyret, Lillepigen, lege med hunden, Gypsy, i en have uden for Sorø.

Den populære video blev filmet på, hvad man næsten kunne kalde dens 1. års fødselsdag. Det var nemlig på grundlovsdag sidste år, at Dorte Jensen og hendes mand fandt rålammet liggende i græsset ved en vej bag deres hus.

Her lå Lillepigens mor kørt ihjel på vejen, og det lille rådyr lå hjælpeløs i græsset stadig med navlestrengen siddende på.

Uden mulighed for at kunne klare sig selv, valgte Dorte Jensen at tage rådyret til sig.

- Vi skulle vælge, om den skulle aflives eller om vi ville tage den til os. Og vi kunne simpelthen ikke nænne, at den skulle dø. Den var jo bare så sød, siger Dorte Jensen.

Lillepigen fik derfor en papkasse i soveværelset, så Dorte Jensen kunne give den sutteflaske på alle tider af døgnet.

Bedste ven med Gypsy

Helt fra starten var hunden Gypsy meget interesseret i den lille ny, og selvom hunden faktisk bliver brugt til jagt, så blev de to umage dyr hurtigt gode venner. Også husets to katte holder af Lillepigen.

- Tit går de ud og lægger sig til at sove med hende i halmet. Nogle virker det næsten som en helt zoologisk have herhjemme, ler Dorte Jensen.

Skal ikke blive i haven for evigt

Selvom Lillepigen i dag er flyttet ud i haven, så er den stadig meget glad for sin adopterede familie

- Når dørene står åbne, kommer den ind og vil have godbidder - og den elsker at nusse. Og den kommer også stadig, når vi kalder, fortæller Dorte Jensen

Men selvom lillepigen er blevet en del af familien ved Sorø, så regner Dorte Jensen ikke med, at den skal blive hos hende for evigt.

Dorte mener allerede, at Lillepigen selv er i stand til hoppe over hegnet, der indkredser haven og søge ud mod naturen, hvis den får brug for det.  Og da den er vant til at finde mad i haven, mener hun også, den vil kunne klare sig selv.

- Den har stadig nogle instinkter - den bliver aldrig tam på samme måde som vores andre dyr. Så derfor vil den også på et tidspunkt skulle have sig et liv ude i naturen, siger Dorte Jensen.

Gense videoen af Lillepigen og Gypsy, der spiller bold her:


Nyhedsoverblik