R: Ny trafikaftale giver sjællænderne bedre kollektiv transport

Radikale Venstre glæder sig over aftalens store vægt på kollektiv transport og cyklisme, hvilket den radikale trafikordfører Johs Poulsen har talt dunder for i forhandlingerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Endelig har regeringen erkendt, at det er nødvendigt med et sporskifte i dansk transportpolitik. Radikale Venstre har arbejdet benhårdt for at sikre, at størstedelen af de statslige midler anvendes til den kollektive trafik, siger den radikale trafikordfører Johs Poulsen.

Aftalen indeholder trafikinvesteringer for i alt 90 mia. kr. og derudover 30 mia. kr., som Radikale Venstre har været med til at sikre metro-projektet på Sjælland.

- Især jernbanenettet på Sjælland bliver opgraderet markant. Der anlægges dobbeltspor på Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød, ligesom Sydbanen mellem Ringsted og Vordingborg skal opgraderes til 160 km/t. Det vil give langt hurtigere tog til og fra hovedstadsområdet, siger Johs Poulsen.

Også cyklismen har med aftalen fået et afgørende løft. Der er blandt andet afsat midler til kommunale cykelbyprojekter, øget trafiksikkerhed for cyklister og udbygning af cykelstierne langs det overordnede vejnet.

- Både sundhedsmæssigt, miljømæssigt og økonomisk er der et kæmpe potentiale i at fremme cyklismen. Derfor har det været helt afgørende for Radikale Venstre at give bedre kår til cyklisterne. Nu kan vi tale om, at der kommer medvind på cykelstierne, siger Johs Poulsen med et smil.

Også hvad angår de såkaldte trængselsafgifter har Radikale Venstre presset regeringen til en kovending.

- Siden valget i 2007 har vi talt for grønne kørselsafgifter, og derfor er det så meget desto mere glædeligt og en kæmpe sejr for os, at regeringen nu går med til en total ny politik på dette område, siger den radikale trafikordfører.

Herudover bliver de efterspurgte vejprojekter igangsat, herunder forbedring af vejen mellem Holbækmotorvejen og Kalundborg, etablering af motorvej mellem Holbæk og Regstrup samt opgradering af Kongevejen i Helsingør.


Nyhedsoverblik