Provinshoteller mærker fremgang

Danskernes appetit på forlængede weekender i landlig idyl eller korte ferier i de større byer giver mærkbar fremgang for hotellerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I første halvdel af 2007 er der redt fire procent flere senge op end i samme periode i fjor, og det er primært danskerne, der lægger hovederne til rette på puderne, viser en ny analyse fra brancheforeningen Horesta.

Fremgangen kommer efter en periode på tre år med konstant vækst i det samlede antal overnatninger, og hotellerne forventer, at opturen fortsætter henover sommeren. I gennemsnit forudser de en fremgang på 3-4 procent i overnatningstallet.

 - Det nye er, at hotellerne i provinsen nu også får del i fremgangen. Indtil nu er det stort set kun hovedstaden, som er gået frem, mens provinsen med undtagelse af hotellerne i enkelte større byer har haft status quo eller ligefrem tilbagegang, siger formanden for Horesta, Jan Laursen.

I provinsen forventer hele 70 procent en fremgang i antallet af overnatninger på deres eget hotel denne sommer. Hvert femte hotel vurderer endvidere, at efterspørgselsstigningen vil komme over 10 procent, og ligeledes vurderer hvert femte, at omsætningen vil stige mere end 10 procent. Kun 2 procent af provinshotellerne forventer, at efterspørgsel og omsætning vil falde i sommermånederne.

Mens antallet af udenlandske overnatninger de seneste 5 år konstant har ligget på 6,0 millioner, er danske overnatninger på hotel i samme periode vokset fra 7 millioner til 8,5 millioner årlige overnatninger. Denne tendens er fortsat ind i 2007, og også i højsæsonen er det hotellernes helt klare forventning, at det vil være danskerne selv, som producerer væksten.

Således forventer hele 80 procent af hotellerne en fremgang i danske overnatninger. Der er dog også optimisme at spore, når det gælder skandinaviske besøgende. 64 procent af hotellerne forventer flere gæster fra vores vigtigste nærmarkeder Sverige og Norge.

 - Vi er utrolig glade for, at danskere i højere grad bruger Danmark til at holde ferie i. Men det bekymrer os, at antallet af udenlandske turister er stagneret, når turismen i Nordeuropa forventes at vokse med fire procent om året nu og i årene fremover. Det er jo udtryk for, at Danmark taber markedsandele, siger Jan Laursen.


Nyhedsoverblik