Promillen var 0,0

Promillen var 0,0 på føreren af den bil med fem unge mennesker, der påskesøndag kørte ind i et vejtræ på Slimmingevej ved Gørslev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der siden ulykken har peget på, at alkohol næppe har været årsag til ulykken, der kostede fire af de fem passagerer livet, skriver Dagbladet.

Men politiet mangler fortsat en vigtig brik for at få fuld klarhed over forløbet i sekunderne omkring ulykken, og brikken er et vidne i en lyseblå metallic Hyundai Getz. Vidnet har tidligere været efterspurgt i offentligheden uden held, men politiet kan nu tilføje, at der er tale om en mand, der sandsynligvis kommer fra Ringsted.

I følge vicepolitikommissær Peter Jørgensen er vidnet på ingen måde under mistanke for skyld i ulykken.

- Men vi ved, at vidnet er kørt i retning mod Slimminge og passerer ulykkesbilen lige på det tidspunkt, hvor bilen er i skred og lige før den rammer træet. Vi vil meget gerne snakke med personen i den lyseblå Hyundai, der forhåbentlig kan bidrage med konkret viden om, hvad der skete lige i det øjeblik, ulykken finder sted. Vi ved, at vidnet stopper op lige efter ulykkesstedet og derefter kører igen, og siden har ingen hørt fra ham, siger Peter Jørgensen.

Politiet afventer fortsat den endelige rapport om bilulykken fra bilinspektøren, og Peter Jørgensen kan derfor intet sige om den præcise hastighed før ulykken. Derimod ved han, at trykket i ulykkesbilen var en smule for lavt.

Den femte passager overlevede ulykken og er stadig indlagt på Rigshospitalet. Han har fortsat ikke kunne bidrage med detaljer om, hvad der foregik inde i bilen, før den skred ud og ramte træet.


Nyhedsoverblik