Problemer med bjærgning af fragtskib

Bjærgningsfirmaet Svitzer er ikke kommet videre med sine dykkerundersøgelser af det forliste fragtskib i Femern Bælt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et større antal dykkere undersøger onsdag det forliste fragtskib Omer N, som ligger i Femern Bælt syd for Lolland. Bjærgningsfirmaet Svitzer skulle ellers begynde at tømme skibet for olie, men så langt er de ikke kommet endnu, fortæller stabsvagten hos Søværnets Operative Kommando.

- Svitzer har problemer med strømmen, så de er sat en dag bagud.

Dermed kan Svitzer tidligst begynde at tømme skibet for olie på torsdag, og med 32 kubikmeter olie, tager det mindst en halv arbejdsdag.

- Mit bud er, at skibet stadig ligger samme sted på fredag, siger stabsvagten.

Søfartsstyrelsens teori er, at det var vand i lastrummet, der fik fragtskibet til at kæntre. Fire personer er fundet døde, mens fire personer savnes. Alt håb om at finde dem i live er dog ude. Tre unge søfolk overlevede forliset.

Det kæntrede fragtskib er hjemmehørende i Slovakiet, men drives af et tyrkisk rederi. Hele besætningen var tyrkisk, og skibet var på vej med en last gødning fra Gdynia i Polen til Frankrig.


Nyhedsoverblik