Privatmand redder Skt. Hans

Sidste år betalte en mand 50.000 kroner af egen lomme for at redde en tradition med Skt. Hans bål. I år har han lavet en musikfestival for at føre Skt. Hans bål traditionen videre. Han siger selv, at det er en gal mands værk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 92 årig Sankt Hans tradition på plænen i Nykøbing Sjælland var i fare for at uddø da de gamle amter blev nedlagt.  Men Jens Jørgensen ville det anderledes. Sidste år betalte han 50.000 kroner af egen lomme så traditionen kunne videreføres.

I år har Jens Jørgensen arrangeret endnu en redningskrans. Den hedder musikfestivallen Plænen 2007. Her koster det penge at komme ind og det skal være med til at redde den 92 årige bål-tradition.

- Jeg synes det var hul i hovedet at en lang tradition skulle uddø, og jeg har mange kontakter, så hvad er mere nærliggende end at trække på det og lægge en lille musikfestival klods op ad sankt hans bålet. Så indtægterne fra det forhåbentlig kan betale det det koster at holde Sankt Hans bål, siger initiativtager Jens Jørgensen fra Nykøbing Sjælland.

Foreløbig tegner vejret ikke optimalt til en bål- og musikfest. Men musikere og tivolifolk er fulde af beundring for initiativet.

- Jeg synes det er fantastisk at en privatmand går ind og laver sådan et arrangement og satser penge og sin fritid, siger tivoliejer Ole Larsen.

- Det er meget godt han prøver det, jeg håber det lykkedes så vi kan gøre det igen næste år, siger musiker Cees Schone fra Holland.

Jens Jørgensen har selv 650.000 kroner ude at svømme på arrangementet, og dem regner han ikke med at få tilbage.

- Når du laver en investering, så skal du hele tiden have det i tankerne, at det er kun for to dage og så er det overstået. Det er en gal mands værk at gå igang med sådan noget, siger initiativtager Jens Jørgensen fra Nykøbing Sjælland.

Da Sankt Hans båls traditionen var på sit højeste var der 15-20.000 deltagere. Så mange regner Jens Jørgensen ikke med i år. Men ifølge arrangøren er succeen tæt på at være hjemme.

- Det der er mere vigtigt for mig, det er at se at folk er glade for det man går og laver. Og kan man så få det til at hænge sammen, så er det jo dejligt, siger initiativtager Jens Jørgensen fra Nykøbing Sjælland.


Nyhedsoverblik