Det vi har sammen

Præstø-ulykke kan ikke ses på tilmelding

Foto: TV ØST

På trods af ulykken på Præstø Fjord har Lundby Efterskole fået masser af tilmeldinger til næste skoleår.

De havde frygtet, at elever og forældre ville være skræmte. Men Lundby Efterskole kan tilsyneladende ånde lettet op, skriver Sjællandske.

Efterskolen blev kendt i hele landet efter den forfærdelige ulykke på Præstø Fjord, som sendte flere elever i koma og kostede en lærer livet.

- Vi har været spændt på, om ulykken kunne have en indflydelse på tilmeldingerne, men jeg vil næsten sige tværtimod. Vi starter med det største friluftshold og idrætshold nogensinde, siger forstander Truels Truelsen til Sjællandske.

Enkelte elever er ifølge Truels Truelsen faldt fra på drama-linjen, men det er normalt, at nogle ombestemmer sig i foråret og i stedet vælger at tage på gymnasiet.

- Udskiftningerne ligger på det niveau, som de plejer, og vi er glade for, at forældrene ikke har ladet ulykken gå ud over indmeldingen, siger Truels Truelsen til Sjællandske.

Der er kun en enkelt ledig ud af de 100 pladser, som skolen tilbyder. En enkelt far har kontaktet skolen og spurgt hvad ulykken ville betyde for de kommende elever. Men han var mest bekymret for, at de ville droppe alt det sjove.

Tip os Har du et godt tip?