Præstø-pårørende: Tiltalen er positiv

Advokaten for de 13 elever i Præstø-ulykken hilser tiltalen mod efterskolen og dens forstander velkommen. Også en Præstø-far er tilfreds.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Advokat: Alvorlig sag

Det er naturligt, at der kommer et retsligt efterspil oven på Præstø-ulykken.

Det er meldingen fra Asger Tue Pedersen , der er advokat for samtlige 13 elever, der var ombord i dragebåden, da den i februar 2011 kæntrede i Præstø Fjord.

- Jeg synes, at det er positivt, at der kommer et alvorligt retsligt efterspil ovenpå de grove forsømmelser, der er sket, siger han til TV2 ØST.

Asger Tue Pedersen mener, at konsekvenserne skal være så mærkbare, at andre også strammer op.

- Det må være et selvstændigt mål, at noget lignende ikke sker igen, siger han.

Præstø-far glad for tiltalen

Også Præstø-faderen Henrik Weigel fra Skælskør – hvis søn var meget tæt ved at omkomme i kæntrings-ulykken i Præstø Fjord, og som siden har kæmpet mod virkningerne af en hjerneskade, er lettet over tiltalen.

- Det er utrolig dejligt. Hver gang vi får en afslutning på noget i den her sag, kommer vi tættere på et normalt liv, siger han til TV2 ØST.

Han finder det også naturligt, at politiet rejser sagen mod Lundby Efterskole og dens forstander.

- Jeg synes, det er i orden, at der er en vis konsekvens, når man skader andre, og så er det så op til myndighederne, hvad konsekvensen skal være, siger Henrik Weigel.

Han understreger, at han ikke har noget problem med skolens forstander.

- Normalt har lederen af en virksomhed det endelige ansvar. Jeg har ikke noget imod Truels personligt, men det er normalt sådan, at det er lederen af en virksomhed, der har ansvaret. Og sådan bør det også være her, siger han.

 

 

 

 


Nyhedsoverblik