Præsten ringer på døren

Folkekirkens præster er villige til at prøve nye tiltag for at knytte tættere bånd til medlemmerne. Derfor vil de nu ud til de danske hoveddøre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke kun klokkerne i kirketårnene, folkekirken fremover skal få til at bimle. Nu er nogle præster nemlig også klar til at stemme dørklokker hos sine medlemmer. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kirken skal tættere på medlemmerne, og derfor er flere af landets præster parate til at møde personligt op og overrække nybagte forældre en fødselsattest. Det vil blandt andet give præsten en bedre mulighed for at opfordre forældrene til at få barnet døbt, lyder forslaget.

- Traditionelt har vi ventet på, at vores medlemmer selv møder frem og melder deres børn til dåb. Men folkekirken skal blive bedre til selv at skabe kontakt. Især over for børn, unge og unge voksne, og så er det oplagt, at vi kommer til dem med fødselsattesten, siger Anders Gadegaard, domprovst ved Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke til Jyllands-Posten.

På bare 10 år er folkekirkens medlemstal i hovedstaden dykket fra 80 procent til 64 procent, mens færre end halvdelen af Københavns nyfødte i dag bliver døbt. For nylig kom det tilmed frem, at otte kirker i hovedstaden skal tages ud af drift. Domprovst Anders Gadegaard har selv praktiseret at overbringe fødselsattester, og han oplevede kun, at han blev taget godt imod.

Præsteforeningen er med på idéen.

- Folkekirken som institution kan virke som en mastodont, og så er det vigtigt, at vi får knyttet personlige relationer, siger Per Bucholdt Andreasen, formand for Præsteforeningen.

Også biskoppen i Roskilde Peter Fischer-Møller bifalder forslaget.

- Det ville være en fin ide, at man fastholdte muligheden for, at det ikke bare blev et papirmellemværende, at man faktisk havde en personlig kontakt og fik lejlighed til at ønske tillykke, ved at man kom ud med fødselsattesten, siger Peter Fischer-Møller til P4 Sjælland.

/ritzau/


Nyhedsoverblik