Bredt valgsamarbejde i Ringsted

Dansk Folkeparti i Ringsted har indgået et valgforbund med Venstre forud for kommunalvalget til november. Samtidig har Dansk Folkeparti tilsluttet sig den aftale, SF, Socialdemokratiet og Venstre har indgået om at konstituere sig sammen efter valget.

Der bliver tilsyneladende ikke nogen  dramatisk valgnat i Ringsted til november. Byrådets tre største partier, Venstre, Socialdemokraterne og SF, har allerede indgået en konstitueringsaftale, og nu tilslutter Dansk Folkeparti sig også aftalen. Aftalen indebærer, at det største parti får borgmesterposten, og dermed kan Dansk Folkeparti altså komme til at lægge stemmer til, at en socialdemokrat bliver borgmester. Det skriver Dagbladet.

- Det tror jeg ikke sker. Men gør det, er det den pris, vi betaler, bemærker partiets spidskandidat, Poul Nødgaard, der i sin tid var med til at stifte Dansk Folkeparti.

Han forklarer, at partiet ønsker indflydelse på det kommende byråd, og løber ikke fra, at han tidligere har kaldt samarbejdsaftalen for "helt igennem uforståelig" og "ejendommelig".

Socialdemokraterne og SF giver dog ikke meget for for Dansk Folkepartis udmelding.

Socialdemokraternes formand, Manne Suadicani, kalder det "tankespind", og gruppeformand og spidskandidat Svend-Erik Jakobsen griner højt:

- Dansk Folkeparti er ikke repræsenteret i byrådet i øjeblikket, og så længe, de ikke er det, kan de hoppe og danse, som de vil. Så indgår jeg ikke nogen aftale med dem. Samme melding kommer fra SF's formand, Torben Lundsgaard.

- De tre partier (SF, Socialdemokraterne og Venstre, red.) har indgået en aftale, og så kan en ny partner ikke bare melde sig til. Jeg har ikke hørt noget om det her, men det lyder fuldstændig mærkværdigt, siger han.

I Venstre tager formand Elo Jensen det mere roligt. Han hæfter sig ved, at det indgår i aftalen, at andre kan slutte sig til.

- Der står, at når de tre partier har konstitueret sig om aftenen efter valget, er andre partier velkomne til at tilslutte sig. Det er så det, Dansk Folkeparti har besluttet sig for at gøre, forklarer han.

I 2005 fik DF 10,8 procent af stemmerne og to mandater i byrådet. De valgte politikere har dog begge siden forladt partiet.

Konstitueringsaftalen mellem S, SF og V siger, at det største parti får borgmesterposten. I dag tilhører den Venstre.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App