Postnummer bestemmer psykisk syge børns diagnoser

Der er store forskelle på, hvilke diagnoser der bliver stillet rundt på landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. Langt færre ADHD-diagnoser i Næstved rejser øjenbryn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan se ud til, at postnummeret bestemmer, hvilken diagnose et psykisk sygt barn får stillet, og dermed også hvilken behandling det bliver tilbudt. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende og Fyens Stiftstidende.

Der er nemlig store forskelle på, hvilke diagnoser der bliver stillet rundt på landets børne-og ungdomspsykiatriske afdelinger, og dermed er der også stor risiko for, at barnet slet ikke bliver tilbudt den rigtige behandling.

Det viser en stor undersøgelse, som Rambøll Management og Center for Kvalitetsudvikling har lavet for Sundhedsministeret, hvor landets børnepsykiatere opfordres til hurtigst muligt at få de unaturlige forskelle ryddet af vejen.

DAMP i Næstved
Det viser sig for eksempel, at kun 2 procent af de henviste børn i Næstved fik diagnosen ADHD (DAMP), mens det i Sønderjylland var 29 procent. Formanden for Børne-og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, er enig i, at det langt fra er tilfredsstillende.

- Det viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge, siger Hanne Børner.


Nyhedsoverblik