De strejkende chauffører i Post Danmark er gået i arbejde igen. Og det betyder, at posten igen kommer ud - omend med lidt klumper i leveringen.
Chaufførerne i Post Danmarks Transport gik natten til onsdag hjem, da de var utilfredse med ledelsens tilbud om en krone mere i timen. Chaufførerne kræver, at deres løn følger med priserne.
Strejken betød, at udbringningen af posten stort set blev sat i stå både på Sjælland og på Fyn. Postbudene var ikke med i strejken - men posten kom ikke ud til distributionscentrene.
Post til og fra jyske husstande har ikke været berørt af strejken, oplyser Post Danmark til Ritzau.