Vejen er nu banet for, at den for længst lukkede børnehave Kastanjen i Nyrup nord for Sorø kan blive hjemsted for 50 polske slageriarbejdere. På byrådsmødet onsdag aften besluttede politikerne enstemmigt at sælge bygningen for omkring en million kroner, erfarer TV2 ØST.
Køberen har selv skrevet, at han vil udleje den til polske slagteriarbejdere, skriver Sjællandske.
Solgt for en sjettedel
Den tidligere børnehave har været til salg siden dens lukning i 2006. Ifølge kommunens eget udbudsmateriale har den en ejendomsværdi på 6,25 millioner kroner. Men byrådet har altså valgt at sælge den for mindre end en sjettedel af det beløb.
Men ifølge TV2 ØST's kilde i byrådet er det ikke nogen dårlig pris. Bygningen er i dårlig stand, og det koster kommunen masser af penge at have den stående til ingen nytte, forklarer byrådsmedlemmet.
Køber kan gøre hvad han vil
Ud fra rapporter om bygningens stand, vurderer politikeren selv, at den bør rives ned. Men byrådet kan ikke bestemme, hvad køberen vil gøre med den, lyder forklaringen.
Dermed er der altså ingen hindring for, at den tidligere børnehave nu bliver lejet ud til de polske slagteriarbejdere.