Politikere vil hjælpe - men hvordan?

De mange ledige på Lolland og Falster får en hånd af folketingspolitikerne. Men projektet risikerer at gå i stå allerede før det kommer op at køre, fordi politikerne er rygende uenige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jørgen Surendran arbejder på Vestas i Nakskov, hvor 315 medarbejdere skal fyres.

Han håber på en politisk løsning, så han og hans kolleger kan sikres et job fremover:

- Jeg tror, at kommunen og politikerne de vil gøre et eller andet for at komme i gang på en anden måde. De har gjort det en gang, så kan de gøre det en gang til, siger Jørgen Surendran med hentydning til 1986, hvor byen rejste sig igen efter skibsværftet blev lukket.

Løsningen for de mange nye ledige arbejder fem folketingspolitikere på Lolland og Falster på.

- Vi har skrevet et brev til beskæftigelsesministeren og så bedt hende om et møde over en kop kaffe, siger Lennart Damsbo-Andersen, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.

Målet er at få støtte til at fastholde de ledige, så de hverken flytter eller på anden måde falder uden for arbejdsmarkedet inden nye projekter som Femern-broen begynder i landsdelen.

Men hjælpen kan vise sig at få ringe eller slet ingen effekt.

Politikerne kan nemlig ikke blive enige om, hvordan forslagene skal fremlægges for ministeren. 

Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokraterne og Henrik Høegh fra Venstre tror på, at der kommer et enigt udspil inden mødet, mens Flemming Bonne fra SF ikke tror på en fælles løsning.

Den manglende enighed kan gøre det meget svært at komme igennem med budskabet over for ministeren.

- Vi kan godt sætte os ind til beskæftigelsesministeren og så bare have en masse partiretorik. Det kommer der ikke nogen løsninger ud af, siger Henrik Høegh, medlem af Folketinget for Venstre.

Folketingsmedlemmerne håber på et møde om situationen inden 14 dage.


Nyhedsoverblik