Politikere har skabt trængselsproblem

Foto: TV ØST

De danske politikere er selv skyld i, at det nu er blevet nødvendigt at regulere biltrafikken omkring København med metoder som den omstridte betalingsring. Det mener flere eksperter, som ing.dk har talt med.

Fagfolkene peger på, at politikerne har serviceret den voksende danske hovedstad med stadig flere motorveje i stedet for at fokusere på offentlig transport.

- I Danmark er der er en 'predict and provide'-tilgang til hovedstadens trafikbehov, konstaterer Petter Næss, professor i byplanlægning ved Aalborg Universitet.

- Det vil sige, at man vurderer, hvor meget biltrafikken kommer til at vokse de næste 20-25 år og bygger så løs på Frederikssund-, Holbæk- og Køge Bugt-motorvejene, siger han.

Trængselsbilledet havde ifølge ham været et andet, hvis man i København havde gjort som i den norske hovedstad, Oslo.

Her har man fokuseret på at øge befolkningstætheden i byen i stedet for at lade den vokse langs indfaldsvejene, og det har givet bedre vilkår for den offentlige transport.

- Byen (København) har spredt sig. Arbejdspladserne er flyttet ud fra centrum. Og de dele af byen, der befinder sig fjernt fra stationerne, har udviklet sig betydeligt, konstaterer Otto Anker Nielsen, professor ved DTU Transport.

Hans kollega Hjalmar Christiansen mener, at politikerne generelt ikke tænker på reduktioner i biltrafikken, når de planlægger den kollektive trafik.

- Hovedparten af de større besluttede og iværksatte infrastrukturprojekter har overhovedet ikke fokus på at reducere biltrafikken, siger Christiansen, der er trafikplanlægger hos DTU Transport.

Han peger på den nye Metro Cityringen i København som et eksempel.

- Cityringen forventes at aflaste en halv procent af biltrafikken. Og en halv procent er så lidt, at det drukner i usikkerhed, siger Hjalmar Christiansen.

/ritzau/

2012-01-13T12:01:11+0100

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App