Politihund stoppede mand på flugt fra SKAT

Manden stak af fra SKAT og politiet, da de var på kontrolaktion på en byggeplads i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet og SKAT tog tirsdag eftermiddag anderledes metoder i brug, da de var på kontrolaktion i Holbæk. Aktionen var en opfølgning fra november, hvor flere stak af da de fik øje på SKAT. Derfor blev der denne gang brugt fem politihunde til at lukke alle udgange.

- En enkelt mand forsøgte at stikke af, men der var en politihund ved hver eneste udgang, så flugten blev hurtigt indstillet, skriver projektleder Allan Kok i en pressemeddelelse.

Stadig sort arbejde

Der er stadig sort arbejde på byggepladserne, det fandt SKAT ud af, da de tirsdag eftermiddag tog på kontrolaktion i Holbæk sammen med seks politibetjente fra Midt- og Vestsjællands Politi.

På pladsen var der cirka 20 virksomheder med cirka 50 bygningsarbejdere på pladsen. To virksomheder var udenlandske men var korrekt registreret. Der var også tre afrikanske bygningsarbejdere, som alle havde både arbejds- og opholdstilladelse. Til gengæld haltede det med at få indberettet lønnen til SKAT.

- Det er jo ikke nok at have tilladelserne i orden. Man skal også betale skat af lønnen, og der stødte vi på problemer. De tre var meget i tvivl om hvilket firma, de arbejdede for. Deres historier om, at de lige var startet i dag, og at de ventede på at chefen kom med kontrakten var vist lidt langt ude på savannen, siger Allan Kok.

- Men et par af dem havde vi mødt ved den tidligere aktion, og chefen, som de ventede på, fandt vi nede i en kælder. Han havde ikke gjort noget forsøg på at kontakte sine nyansatte i de timer, vi var på pladsen. Virksomheden kan forvente en nøjere gennemgang af deres forhold, og vi vil have et skærpet fokus på dem fremover, siger han.


Nyhedsoverblik