Politiforbund støtter anmeldelse af journalister

Foto: TV ØST

Frikendt i retten og dømt af pressen, det er årsagen til, at to journalister nu er meldt til politiet.

To journalister fra B.T. og Ekstra Bladet bliver nu politianmeldt for tendentiøse artikler om en nu frifundet
politiassistent, der var tiltalt for i november sidste år at have skudt og dræbt en biltyv.

Og det er formanden for betjentene i Midt- og Vestsjællands Politi, Mogens Heggelund, meget tilfreds med.

- Vi støtter anmeldelsen fuldt ud. Vi mener ikke, politifolk skal finde sig i hvad som helst, siger han til DR.

Det er politiassistentens forsvarer, Torben Koch, der anmelder journalisterne.

- De artikler er noget værre svineri, siger han til DR. Torben Koch er fast advokat for Politiforbundet - og det er
forbundet, der betaler udgifterne til sagen.

Politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi, Anders Linnet, blev tilbudt, at være den, der indgav politianmeldelsen. Det skulle sende et signal om, at ledelsen bakker de menige betjente op. Men det tilbud takkede Linnet nej til.

- Jeg er slet ikke godt nok inde i sagen. Jeg ved ikke, om der er tale om overtrædelser af retsplejeloven. Det er mere
naturligt, at Torben Koch tager sig af anmeldelserne. Men jeg synes, det er en god idé at gøre det, siger han til DR.

Mogens Heggelund er ked af, at politidirektør Anders Linnet ikke står for anmeldelsen.

- Det er ærgerligt, at politidirektøren ikke vil sende det signal, siger han.

De to journalister anmeldes for overtrædelse af retsplejeloven § 1017.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App