Den 38-årige mand, der i aftes i spirituspåvirket tilstand kørte en 51-årig mand fra Ringsted ihjel, skal varetægtsfængsles i 2 uger.
Det besluttede dommeren ved retten i Roskilde først på eftermiddagen.
Det meddeler Ritzau.
Ramt efter overhaling
Ulykken skete umiddelbart efter, at den 38-årige mand fra Sorø havde foretaget en overhaling af to biler på vejen.
- Politiet har afhørt de to bilister, som manden havde overhalet, og de mener, at han har kørt mere end de tilladte 80 kilometer i timen. Men det er noget som den tilkaldte bilinspektør skal kigge nærmere på, før vi kan sige noget præcist. Det skal blandt andet gøres ved at se på skaderne på spritbilistens bil, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 51-årige mand og hans hund døde begge på stedet efter sammenstødet.
Forløbet skal kortlægges
Forløbet op til ulykken skal nu kortlægges nærmere. Blandt andet skal det undersøges, hvorfor den 51-årige mand luftede hunden på strækningen, hvor der ikke er gadelys.
- Vi skal kende hans normale hundeluftnings-rute, og vi skal prøve at finde ud af, hvorfor han krydsede vejen netop der. Det er noget, som vi ikke ved noget om endnu, siger Martin Bjerregaard.