Politiet vil bremse begyndende rockerkrig

Frygten for en ny rockerkrig fik onsdag politiet til at slå til mod rockere på hele Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Længere tids ulmende konflikt mellem rockergrupperne Hells Angels og Bandidos fik onsdag politiet til at slå til i en koordineret aktion mod rockerborge på hele Sjælland.

Københavns Politi slog til mod fire rockerborge. Det samme gjorde Københavns Vestegns Politi, mens Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slog til mod tre Bandidos-tilholdssteder.

Også Nordsjællands og Midt- og Vestsjællands Politi foretog ransagninger i rockerborge.

Først på aftenen var omkring et halvt hundrede rockere tilbageholdt, og politiet havde beslaglagt økser, knive, slagvåben og pistoler samt geværmagasiner med skarpe skud. Desuden har man beslaglagt stoffer som hash og anabolske steroider.

- Vi har i den sidste uges tid set flere voldelige sammenstød og knivstikkerier mellem Bandidos og Hells Angels, siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Politi.

Og onsdag morgen bragede en 17,5 ton tung lastbil ind i et Bandidoshus på Amager.

- Sammenholdt med andre oplysninger ser vi et eskalerende trusselsbillede, der er meget bekymrende, og vi vil bruge alle tænkelige midler for at forhindre konflikten i at udvikle sig, siger Svend Foldager.

Hos Københavns Vestegns Politi siger efterforskningsleder Carsten Jansson, at man vil slå hårdt ned på al kriminalitet i miljøet.

- Vi holder nu et skarp opsyn med personer i rocker- og bandemiljøet og deres tilholdssteder, siger Carsten Jansson.

Det er endnu ikke afgjort, hvor mange af de tilbageholdte rockere, der eventuelt skal anholdes og sigtes, men onsdagens aktion var tilsyneladende mest ment som en alvorlig advarsel til rockerne.

- Med dagens aktion har vi valgt at sende rockerne et tydeligt signal - nemlig at vi under ingen omstændigheder vil acceptere en voldelig konflikt, der er til fare for naboer og borgere, siger politiinspektør Svend Foldager, Københavns Politi.

/ritzau/


Nyhedsoverblik