Politiet søger vidner

Midt- og Vestsjællands Politi eftersøger nu vidner i en voldssag den 31. august, hvor to biler på Anders Larsens Vej i Holbæk påkørte hinanden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 31. august 2011 omkring kl. 12.00 påkørte to sorte/mørke biler hinanden på Anders Larsens Vej ved Bjergmarken i Holbæk. Skader på begge biler tyder på, at den ene bil har forsøgt at presse den anden af vejen i flere omgange. 

Politiet efterlyser nu vidner til episoden.  Ring på telefon 114.

Påkørslen ligger forud for en voldssag i Engvang i Holbæk:

 Onsdag den 31. august 2011 kl. 12.10 blev politi og ambulance sendt til bebyggelsen Engvang i Holbæk, hvor en person var fundet livløs ud for opgangen til nr. 21 efter at være blevet slået og sparket ned af tre personer, der efterfølgende var kørt fra stedet i en sort bil.

 Personen, en 20-årig mand af Pakistansk oprindelse fra Holbæk, blev kørt til Holbæk Sygehus og efterfølgende samme eftermiddag overført til Rigshospitalet med blødninger i hjernen efter spark og slag. Han ligger fortsat i koma.

Politiets efterforskning i området førte til, at forurettedes bil blev fundet "smidt" tæt på det gangsystem, der fører til gerningsstedet ved opgangen til nr. 21. Vidner havde set forurettedes bil komme kørende med høj fart til stedet, og forurettede var løbet væk fra bilen. Lige efter var der kommet en sort VW Golf med tre formentlig somaliske unge mænd, der straks var løbet efter den forurettede og havde indhentet ham.

Kort tid efter kom alle tre retur til bilen og kørte væk fra stedet i ukendt retning. Forurettede blev efterfølgende fundet efterladt blødende fra hovedet.

På baggrund af vidneudsagn fra gerningsstedet fandt politiet senere onsdag frem til bilen i Holbæk kommune, og der blev foretaget anholdelse af to personer, der begge er 22 år og af somalisk oprindelse.

Efterfølgende blev der torsdag formiddag foretaget endnu en anholdelse af 20-årig mand også af somalisk oprindelse. Denne blev anholdt i Statsfængslet i Jyderup, hvor han var i gang med afsoning. Han havde på gerningstidspunktet onsdag haft udgang til et tandlægebesøg i Holbæk by.

Alle tre anholdte blev sigtet for legemsangreb af særlig rå og brutal karakter efter straffelovens § 245, stk. 1.

Alle tre blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk. De blev alle tre varetægtsfængslet i fire uger.

De to erkender at have været til stede og have slået/sparket forurettede.

 Evt. yderligere oplysninger kan fås ved kontakt til Efterforskningsafdelingen, Personfarlig Kriminalitet, vicepolitikommissær Ove Pedersen, tlf. 25 42 61 13

 


Nyhedsoverblik