Politiet: Pas på "guld"sælgere

Politiet advarer bilister om at købe effekter langs regionens veje. Lørdag forsøgte to mænd at sælge "guld" og en mobiltelefon på Sydmotorvejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To mænd havde lørdag parkeret deres grå Passat på tilkørslen ved Stensved på Sydmotorvejen. Efter at være steget ud af bilen, gik de ud på vejen og viftede med arme og ben for at få bilister til at stoppe.

Når det var lykkedes, forsøgte de to mænd at sælge henholdsvis guld og en mobiltelefon for at tjene penge til benzin.

 - Deres historie er, at de har tabt deres pengepung på vej hjem. Nu vil de så derfor forsøge at sælge nogle effekter for at få råd til benzin, så de kan komme videre, siger vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, Ove Christoffersen.

Og det er ikke første gang politiet oplever forsøg på at sælge varer langs vejene. I de sidste fjorten dage til tre ugers tid har de fået flere meldinger på det samme. Og politiet advarer nu bilisterne:

- Mit råd er: Hold jer langt fra dem, der forsøger at sælge ting langs vejene. Det viser sig altid, at de, der er hoppet på limpinden, står tilbage med fuldstændigt værdiløse ting, siger vagtchefen.

Politiet mener, at der er tale om flere forskellige gerningsmænd, der har huseret det sidste stykke tid.


Nyhedsoverblik