Politiet mangler motiv i drabssag fra Stevns

Drabet på mekaniker i skov på Stevns er fortsat uopklaret. En del mennesker bliver afhørt for anden gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et hold betjente fortsætter jagten på den person, der fredag aften slog en ung mekaniker ihjel i en skov på Stevns.

- Vi har talt med rigtigt mange mennesker, men der er ikke noget epokegørende nyt, siger vicepolitiinspektør Per Heide Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

22-årige Anders Mark Hansen blev fundet kvalt i Kobbelskov i weekenden. Desuden havde han været udsat for anden form for vold.

På en skovvej holdt hans bil parkeret, og heri var også hans hund.

- Endnu har vi ikke fået nogen forklaring på, hvorfor han tog derud, siger Per Heide Sørensen.

Politiet holder en del oplysninger tilbage. For eksempel ønsker efterforskerne ikke at sige, om man har fundet den dræbtes mobiltelefon.

Også tekniske spor i øvrigt holdes tilbage.

Kriminalteknikere har dels søgt efter spor i selve skoven. Men også Anders Mark Hansens VW Polo er nøje blevet undersøgt af specialisterne.

Efterforskerne er også beskæftiget med at genafhøre en del mennesker, som man allerede har fået oplysninger fra én gang, oplyser politiet.

 


Nyhedsoverblik