Det vi har sammen

Politiet måtte afgive varselsskud

Foto: TV ØST

Betjente måtte trække tjenestevåbnene og afgive varselsskud for at afvæbne en mand fra Kalundborg-området, der havde truet hustru med et oversavet jagtgevær.

Episoden fandt sted kort før midnat lørdag syd for Kalundborg, oplyser vagtchef Søren Danielsen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Da de vendte hjem efter at have været i byen, kom manden og hustruen op at skændes. Skænderiet endte med, at manden hentede det oversavede jagtgevær og truede med at skyde kvinden.

Kvinden flygtede
Den 47-årige kvinde løb fra stedet, og hun har forklaret politiet, at hun under flugten hørte et skud gå af. Imidlertid var hun for langt væk til at være i fare. Da en politipatrulje nåede frem til stedet, stod manden stadig med det oversavede gevær fem-otte meter fra betjentene, oplyser vagtchefen.
- Det er dødeligt, hvis der afgives skud på den afstand. De råber til ham, at han skal smide våbnet og lægge sig ned. Men det reagerer han ikke på. Først da de trækker deres pistoler og affyrer et varselsskud op i luften, lægger han våbnet, siger Søren Danielsen.

Ladt med skarpe patroner
Det oversavede jagtgevær viste sig at være ladt med to skarpe patroner, og våbnet var afsikret.

Manden, der er 50 år, er blevet anholdt og kan imødese en lang række sigtelser. Det er blandt andet trusler på livet, trusler mod tjenestemænd, samt overtrædelse af våbenloven og straffelovens våbenparagraf.

Den 50-årige mand blev søndag varetægtsfængslet i fire uger.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App