Politiet lukkede fødseldagsfest

Nytårsnat fik Midt- og Vestsjællands Politi et opkald fra en fødselar, der havde fået for mange deltagere til sin fest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken 00:59 ringede en 18-årig mand fra Tølløse til politiet. Han havde via Facebook inviteret til fødselsdags- og nytårsfest i Stestrup hallen i Kirke-Eskilstrup, hvor omkring 300 mennesker var mødt op. Men da 20-25 uønskede gæster dukkede op, blev der uro.


De "uønskede" personer skabte så meget uro, at fødselaren følte sig nødsaget til at tilkalde politiet. Politiet vurderede, at den 18-årig ikke selv kunne styre begivenhederne, så derfor lukkede politiet festen for at undgå yderligere ballade.


Det var festdeltagerne ikke tilfredse med, da de ikke følte, at de havde fået fuld valuta for deltagergebyret til festen. Enkelte begyndte at kaste sten og flasker efter politiet, som blev nødt til at bruge peberspray og tjenestehunde for at få festen stoppet og deltagerne til at forlade stedet.


En 16-årig dreng fra Tølløse og en 18-årig mand fra Holbæk blev begge kortvarigt anholdt, da de ikke ville forlade festen. Ingen personer kom til skade og klokken 02:45 var festen lukket og deltagerne havde forladt stedet.


Politiet undersøger nu om festarrangøren havde tilladelse til at holde en offentlig fest med spiritusudskænkning.


Nyhedsoverblik