Politiet kører selv for stærkt

Foto: TV ØST

Også politibetjente i tjeneste får fartbøder, nogle endog et klip i kørekortet.

128 betjente fik sidste år en bøde for at køre for stærkt i deres politibil uden at være under udrykning, skriver
JydskeVestkysten. Enkelte kørte så hurtigt, at det udløste et klip i kørekortet.

Dermed er flere end 500 betjente siden 2005 blevet afsløret i at overskride fartgrænserne uden grund. Det viser en optælling af de sager, som landets statsadvokater har indberettet til Rigsadvokaten.

Fartovertrædelserne har normalt ingen disciplinære konsekvenser for politibetjentene, dog skal de betale
fartbøderne som alle andre. Typisk 500-1000 kroner.

Men det er skidt, at politifolk bryder den lov, som de er sat til at håndhæve, mener Rådet for Større Færdselssikkerhed.

- Det er et dårligt signal at sende, og det hjælper bestemt ikke til at få resten af befolkningen til at respektere hastighedsgrænserne. Som politibetjent har man en ekstraordinær forpligtigelse til at overholde færdselsloven, fastslår direktør Anders Rosbo.

At der er masser af fartbøller i politiets rækker, kommer frem efter en påske med 13 trafikdrab, fordi politiet offentligt har kritiseret, at mange bilister kører for hurtigt.

Andreas Bryld Hansen, lederen af færdselsafdelingen i Sydøstjyllands Politi, er en af dem, som ofte har advaret mod at køre for hurtigt. Han er bestemt ikke stolt af situationen:

- Der skulle helst slet ikke være betjente, som kører for
hurtigt. Hvis nogen skal gå foran med et godt eksempel, er det jo os, siger han til JydskeVestkysten.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App