Det vi har sammen

Politi løslader mand i sag om livsfarligt fyrværkeri

Foto: TV ØST

De farligste krysantemumbomber fra et indbrud i fyrværkerifabrik på Lolland er ikke fundet. Mandag har politiet anholdt en mand i sagen, men han er nu løsladt.

Mandag har politiet anholdt en 34-årig mand fra Nakskov-området for bombetyveri. Men senere på dagen blev han løsladt igen, og trods intens efterforskning har politiet indtil videre ikke fundet resten af det stjålne fyrværkeri.

Politiet på Lolland har mandag indkaldt ekstra mandskab på arbejde og arbejder på højtryk for at finde de livsfarlige krysantemumbomber, som natten til lørdag blev stjålet fra en fyrværkerifabrik i Torrig nord for Nakskov.

Efter et anonymt tip blev omkring en tredjedel af det stjålne fyrværkeri senere lørdag fundet på en landejendom på Lolland, og politiet har også fået anmeldelser om, at folk i lokalområdet har fået tilbudt nogle af de kraftige bomber.

- Vi advarer på det kraftigste folk mod at købe og bruge noget af det stjålne fyrværkeri. Det er livsfarligt, lyder den kontante advarsel fra vicepolitikommissær Bøje Jørgensen, lokalpolitiet i Nakskov.

I alt 512 livsfarlige luftbomber blev stjålet ved indbruddet på fyrværkerifabrikken Nordlys i Torrig. Bomberne, der er til professionelt brug, indeholder hver op til 1.100 gram krudt.

De kræver en sikkerhedsafstand på 100 meter og kan være meget farlige i ukyndige hænder, hvis de bruges som nytårsfyrværkeri. De største af de bomber, der blev stjålet ved indbruddet, er endnu ikke fundet. Det var nogle mindre bomber, der lørdag dukkede op på landejendommen.

I forbindelse med fundet af dem blev to mænd anholdt og sigtet for at være i besiddelse af det stjålne fyrværkeri.

- De benægter at have noget at gøre med indbruddet i fyrværkerifabrikken, siger Bøje Jørgensen.

Han ønsker af efterforskningsmæssige grunde ikke at fortælle mere om mændenes forklaring om, hvordan de var kommet i besiddelse af

fyrværkeriet. De er begge blevet løsladt efter at være afhørt af politiet.

Ud over krysantemumbomberne, der er omkring 15 centimeter i diameter, blev der stjålet 85 romerlys fra fabrikken. I løbet af mandagen gør lokalpolitiet og de ekstra indkaldte betjente en indsats for at finde frem til resten af fyrværkeriet.

- Vi håber meget på, at vi finder det, siger Bøje Jørgensen.

01:59 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App