Politiet havde ikke tid til spritbilist (Video)

Borgere på Orø er utilfredse med, at politiet ikke kommer dem til hjælp. Da sognefogeden ringede til Midt- og Vestsjællands Politi fik han at vide, at de ikke havde tid til at anholde en formodet spritbilist.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sognefogeden blev kaldt til en grøft, hvor en formodet spritbilist var endt, så han ringede til politiet.

- Politiet siger, at de ikke har nogen vogn at sende på det tidspunkt, fordi de er travlt optaget, siger sognefoged Henrik Iversen, Orø.

Sognefogeden er politiets forlængede arm, på øen, men han kan ikke anholde folk. Derfor blev han vred over den besked.

- Så bad jeg ham om at køre ham stille og rolig hjem og ikke køre mere den dag. Det var frustrerende, for jeg kunne godt bruge en bil i den situation, siger sognefogeden.

Chefen for vagtcentralen forsvarer beslutningen med, at der ikke altid kan være biler nok til alle opgaver.

- Lige nøjagtig på det tidspunkt var der vigtige opgaver, hvor vi må prioritere. Det er ærgerligt, at vi ikke kan komme ud til den spritbilist, for det vil vi gerne, men på de tidspunkt var det ikke muligt. Det var ganske enkelt en prioritering, siger John Jensen, chef for vagtcentralen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Det bryder folk på Orø sig ikke om.

- Jeg synes, det er skrækkeligt, ganske forfærdeligt, at det kan afvise sådan noget på en ø, siger Kirsten Sehsted, Orø.

- Jeg synes ikke, det er særlig betryggende og det er lige gyldigt, hvornår på døgnet det er, siger Jannie Bergstrøm, Orø.

Sognefogeden havde forventet, at politiet tilbød at komme senere, men det kom aldrig på tale.

- Hvorfor tog du ikke nøglerne fra ham eller holdt ham tilbage? Det kunne jeg også godt, men jeg var frustreret og så tænkte jeg, at så kan det også være lige meget, jeg blev lidt gal, siger sognefoged Henrik Iversen, Orø.

Politiet indrømmer i dag, at de godt kunne have overvejet at løse problemet ved at komme senere.

- Jeg kan kun beklage over for sognefogeden og borgerne, at det skulle ende sådan, siger John Jensen.

Politiet vil ikke foretage sig yderligere over for den formodede spritbilist.

[video:video_mangler:090827_spritbilist_oroe.flv]


Nyhedsoverblik