Politiet fyrer hundredvis af kontoransatte

Foto: TV ØST

De fleste af de 250 HK'ere, der blev ansat for at løfte politiets ringe borgerhåndtering, bliver nu fyret. I vores region er der 10, der får en fyreseddel.

Politiet står over for en større fyringsrunde, der rammer omkring 160 administrative medarbejdere landet over.

Det er især HK'ere ansat i politiets servicecentre og andre områder med borgerkontakt, der nu skal erstattes af almindelige politifolk.

Udviklingen står i skærende kontrast til de vinde, der blæste over politiet for bare tre år siden, hvor 250 HK'ere blev ansat på en særbevilling, fordi politifolkenes borgerbetjening var for dårlig.

- Det er så torskedumt, det der sker nu, siger formand for HK'erne i politiet Heidi Juhl Pedersen.

- Grunden til, at servicen dengang var så ringe, var, at der sad nogle politifolk i stillingerne, som jo dybest set ikke har haft lyst til opgaven med at tage imod anmeldelser fra borgerne eller anden service, siger hun og fortsætter hovedrystende:

- Og nu skal de så flyttes tilbage for at erstatte HK'ere, der har haft stor succes med at højne serviceniveauet over for borgerne.

Ifølge HK-formanden er det ikke kun på serviceniveauet, at det "er fjollet" at erstatte HK-ansatte med politiuddannet personale.

- De politiansatte er også omkring 90.000 kroner dyrere årligt end HK'erne, så det giver ikke mening, siger Heidi Juhl Pedersen.

De cirka 160 administrative stillinger, der sløjfes, er ifølge Rigspolitiet ikke nødvendigvis nok, og der er derfor varslet endnu en fyringsrunde i snarlig fremtid.

Af de 250 stillinger ryger de 10 fra Midt- og Vestsjællands Politi. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi går til gengæld fri i denne omgang.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App