Politiet frigiver nu de billeder, der viser, hvordan 2 tyve firer sig ned i smykkeforretningen Borup Design i Næstved Storcenter.
Indbruddet blev begået natten til den 6. april i år, og det lykkedes de 2 tyve at stjæle ure og smykker til en værdi af 1,6 millioner kroner.
De brugte i alt 14 minutter i butikken, før de igen forsvandt. Angiveligt på cykel.
15 henvendelser i sagen
Mandag aften viste TV2 ØST billeder fra kuppet, efter at Station 2 sammen med vicepolitiinspektør Søren Ravn fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sendte direkte fra storcenteret.
Det gav efterfølgende 10 henvendelser fra seere, der mener at have set de 2 gerningsmænd i henholdsvis lokalområdet, Nordsjælland og Jylland. Tirsdag formiddag var der kommet yderligere 5 henvendelser, men ingen af dem har endnu ført til gennembrud i sagen, fortæller Søren Ravn.
Ring til politiet
Politiet vil stadig meget gerne høre fra folk, der har set de 2 gerningsmænd eller de cykler, som de formentligt er stukket af på. Efter indbruddet blev der fundet en Lidl-pose i forretningen. Den har politiet fået nogle henvendelser på, men hører altså gerne fra folk med yderligere oplysninger om indbruddet.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.