Politiet frigiver dræbt mands identitet

Det var den 27-årige Morten Bang, der blev skuddræbt i sit hjem ved Nakskov natten til tirsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet løfter nu sløret for identiteten på den mand, der blev skudt i sit hjem i Øster Karleby ved Nakskov natten til tirsdag.

Der er tale om den 27-årige Morten Bang.

Efter drabet anholdt politiet ved 13-tiden tirsdag en 30-årig mand, der blev set forlade gerningsstedet efter skyderiet.

- Både den dræbte og den anholdte er i forvejen kendt af politiet, men det er uvist, om motivet til drabet skal findes i deres kriminalitet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Den formodede drabsmand blev anholdt på Femø, men politiet vil ikke oplyse, om manden søgte til den lille ø, fordi han har familie eller venner på øen.

Oplyses kan det dog, at den dræbte og den drabssigtede ifølge politiet var bekendte.

Den 30-årige mand vil nu blive krævet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster onsdag formiddag.

/ritzau/


Nyhedsoverblik