Da en politipatrulje natten til torsdag den 17. marts ganske rutinemæssigt ville stoppe en bil på Tværvej ved Listrup på Midtfalster, udviklede det hele sig pludselig meget dramatisk, da bilen - en lys ældre VW Transporter - stak af, og under flugten blev der skudt flere gange ud af flugtbilens smadrede bagrude mod den forfølgende patruljevogn.
Patruljevognen var forsynet med et videokamera, der filmede episoden. I aften bliver videoen vist i Station 2 på TV2. Grunden til at politiet nu viser billederne er, at de håber, at det kan få eventuelle vidner til at henvende sig.
- Vi håber, at folk, som måske har en viden om episoden, vil henvende sig, når de ser, hvor alvorligt og skræmmende det er at blive beskudt, siger Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lollands Falster politi.
Heldigvis blev ingen af politifolkene i patruljebilen ramt ved skyderiet, men politibilens ene fordæk punkterede så betjentene måtte opgive forfølgelsen.
De to politifolk er i øvrigt tilbage i tjeneste.
Har man oplysninger i sagen, skal man kontakte politiet på telefon 114.