Det vi har sammen

Politiet anholder fire kobbertyve

Foto: TV ØST

Tre mænd fra Kroatien og en fra Kalundborg er sat bag tremmer for tyveri fra genbrugsplads.

 

Prisen på kobber er høj, og det frister svage sjæle til at glemme forskellen på ordene "dit" og "mit".

Mandag aften blev fire mænd taget på fersk gerning, da de var ved at lænse containere på genbrugspladsen på Asnæsvej i Kalundborg for det værdifulde metal.

Det var en patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi, som fik øje på en mand, der luskede ind i et buskads ved genbrugspladsen.

Betjentene skyggede den mistænkelige mand og tog derefter kontakt til ham og anholdt ham. Ved anholdelsen befandt manden sig ved et hul i hegnet ind til pladsen.

Den mistænkelige mand var dog ikke alene. Inde på genbrugspladsen traf politiet to andre mænd, som ifølge politiet var i færd med at stjæle kobber.

Senere på aftenen var der gevinst igen, da politiet opdagede en mand, som sad i en bil tæt på genbrugspladsen.

Ifølge politiet har han forbindelse til de andre mænd, og han blev også anholdt.

Tre af de anholdte stammer fra Kroatien, mens den fjerde bor nær Kalundborg. De anholdte er mellem 17 og 28 år gamle.

Politiets jurister overvejer tirsdag formiddag, om der er grundlag for at kræve de fire mænd varetægtsfængslet.

/ritzau/

00:22 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?