Politiet advarer mod tagrensere

Foto: TV ØST

Midt- og Vestsjællands Politi har siden lørdag formiddag modtaget en række henvendelser fra borgere, der har fået tilbud om en særlig form for hjemmeservice.

Det skriver DAGBLADET Køge.
De fleste tilbud går på rensning af folks tage, mens andre borgere har stået over for sælgere, der ville asfaltere deres veje eller indkørsler.

Første henvendelse til politiet kom lørdag kl. 10.21, hvor en borger på Guldvænget i Hårlev oplyste, at to engelsktalende mænd i en rød kassevogn havde tilbudt at rense hans tag. Kl. 11.15 kom en næsten tilsvarende henvendelse fra en borger på Nymøllevej, ligeledes i Hårlev - også her lød tilbuddet på rensning af taget. Endelig kom henvendelse nummer tre kl. 13.42 fra en borger på Heden, også i Hårlev, hvor tre udlændinge tilbød at at rense taget for 5000 kroner. Ligesom de to foregående steder fik de et nej tak, men gik ikke desto mindre i gang med at rense taget.

Først da borgeren gjorde opmærksom på, at han ikke agtede at betale - hverken helt eller delvist - forlod de stedet i deres røde kassevogn, der formentlig havde irske nummerplader og teksten: »Roofing Service« stående på siden.

I går, mandag, kom en række nye henvendelser fra borgere i  Valløby på Stevns, der var blevet tilbudt tagrensning eller asfaltarbejde.

Politiet opfordrer på den baggrund borgerne til at være kritiske over for sådanne uopfordrede henvendelser om arbejde.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App