Politiet mangler våben og vidner

På trods af gennembruddet i sagen om våbenrøveriet på Antvorskov Kaserne mangler de sidste våben at blive fundet. Derudover efterlyser politiet stadig vidner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere anholdte og flere af våbnene fra kasernerøveriet i Slagelse er fundet. Men der kan komme flere anholdte og alle våbnene er stadig ikke fundet.

Det er status efter politiets gennembrud i sagen om våbenrøveriet på Antvorskov Kaserne for lidt over en måned siden.

- Stadigvæk er der en del våben ude i omløb, og dem håber vi meget at kunne få fat i. Vi arbejder stadig på sagen. Den er ikke fuldt opklaret. Men det håber og tror vi på at kunne formå, siger efterforsksningslederen, politiinspektør Flemming Madsen, fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV2ØST.

Ifølge både TVAvisen og Ritzaus Bureau er den mand, der blev anholdt i går, tidligere sergent i forsvaret, men det vil politiet ikke bekræfte. Politiet vil heller ikke oplyse, om andre af de sidste dages anholdte har forbindelse til forsvaret.

-Det har jeg ingen kommentarer til. Men det er rigtigt, at det tidligere har været nævnt, at den måde man har lavet røveriet, da må det være nogen, der har kendskab til procedurerne. Det er helt klart stadig noget, vi arbejder ud fra, siger Flemming Madsen.

Da der er et stykke vej, før sagen er fuldt opklaret, vil politiet derfor stadig også gerne høre fra vidner. De kan kontakte politiet på telefonnummer 114 eller 55 31 14 48


Nyhedsoverblik