Politi: Vi har ikke tid til at komme

Foto: TV ØST

Da en mand fra Næstved ringede efter hjælp til at anholde en tyv, var svaret, at det ikke kunne lade sig gøre. Politiets to biler var optaget andre steder i regionen.

Lars Ellersted fra Næstved er ikke imponeret over politiets indsats.

I søndags blev hans knallert stjålet, men da han ved et tilfælde fandt tyven og greb ham på fersk gerning, kunne politiet ikke hjælpe ham. Heller ikke, selv om han pågreb tyven omkring 50 meter fra politistationen.

- De siger så, at de ikke har tid til at komme herover, fordi de har en bil i Skælskør og en i Haslev, siger Lars Ellersted.

Fra lederen af vagtcentralen, Peter Modin, lyder det, at de betjente, der tager imod opkald på stationen, ikke må forlade telefonerne, og da der kun er to patruljevogne ude at køre i weekenden, var der ikke noget personale til at hjælpe Lars Ellersted.

Men det er ikke en besked, som Lars Ellersted kan bruge til noget.

- I går var jeg en lille smule sur, og så sagde jeg: "Jamen, jeg kører sgu ud og stjæler nogle knallerter, for der kommer sgu ik noget politi alligevel", siger Lars Sllersted og fortsætter:

- Altså, sådan har man det en gang imellem, og jeg synes sgu, at det er lidt dårligt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App