Politi: Tyve var frække og professionelle

Det var professionelle folk, der stjal både møbler og malerier fra en villa på Kystvejen i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tyvene vidste tilsyneladende, hvad de gik efter. Og det var ikke så lidt - derfor mener politiet, at tyvene har brugt en lastbil til at transportere kosterne væk. Der blev stjålet fire hvide Montana-reoler, 6 malerier, flere spejle, 1 PH-lampe, 2 Le Klint-lamper, 1 spinde-rokke, flere antikke strygejern, Georg Jensen-service, et egetræsbord og et antikt chatol.

Tyveriet fandt sted mandag eller tirsdag.

- De har været professionelle og frække. De har vidst, hvad de kom efter, lyder vurderingen fra kommunikationsmedarbejder Jan Lauritzen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Han fortæller, at politiet jævnligt får henvendelser fra folk, der synes, at det er mistænkeligt, at der står en lastbil foran en villa. Og ofte er tyvene så frække, at de bilder naboerne ind, at de kommer fra et flyttefirma og er bestilt af ejerne.

Ved et andet tyveri i løbet af mandag eller tirsdag blev 170 nye dæk stjålet fra virksomheden Euromaster i Holbæk. En container blev brudt op, og også her har tyvene højst sandsynligt haft brug for en lastbil, for at fragte kosterne væk. Samtidig ahr de på forhånd vidst, hvad de gik efter.


Nyhedsoverblik