Det vi har sammen

Politi: Pas på tricktyve

Foto: TV ØST

Weekenden bød på tricktyverier mod ældre borgere i Tølløse og Haslev, og nu opfordrer politiet til, at man er skeptisk, når fremmede personer henvender sig i ens hjem.

- Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer ældre medborgere til at være skeptiske, når personer, man ikke kender eller venter besøg af, henvender sig. Tricktyve er snu og finder på mange påskud for at blive lukket ind, skriver politiet i døgnrapporten.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer ældre borgere til at gøre følgende for at beskytte sig mod tricktyve:

  • Før du åbner: Find ud af, om du kender vedkommende eller om ærindet er legalt. Brug dørspionen eller spørg igennem døren, hvem det er, og hvad de vil.
  • Husk: Før en håndværker eller lignende kommer, så er det ofte varslet på forhånd.
  • Ring hurtigt til politiet – 114 – hvis du oplever noget mistænkeligt.
  • Nabohjælp: Hjælp hinanden med at holde øje i nabolaget.

Opfordringen kommer efter at weekenden bød på tricktyverier i Tølløse og Haslev.

I går blev en 87-årig kvinde, som bor på Bytorvet i i Tølløse, offer for tricktyveri, da to kvinder fik adgang til offerets lejlighed under påskud af, at de skulle kigge på kvindens komfur. Det lykkedes de to tricktyve at stjæle kontanter fra den 87-årige.

Lørdag stjal tricktyve penge fra en 85-årige kvinde, da hun lukkede dem ind i sit hjem på Torvet i Haslev. To unge udenlandske kvinder bad om at komme ind hos den 85-årige, fordi der muligvis var noget galt med hendes køkkenvask. Mens de to piger stjal offerets opmærksomhed, sneg en tredje gerningsmand sig ind og stjal pengene.

Tip os Har du et godt tip?