Politi: Mistanke om mekanikerdrab forstærket

Anklager gør nyt forsøg på at få fængslet 33-årig mand, der går med krykker, for drabet på Anders Mark Hansen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet mener at have en stærkere mistanke mod en 33-årig mand, der sigtes for sammen med en anden at have dræbt en ung mekaniker i en skov på Stevns.

I fredags stod sagen svagt. En dommer i Roskilde ville ikke varetægtsfængsle manden, der går med krykker. I stedet fik han anholdelsen opretholdt i tre døgn.

I weekenden tog efterforskningen en ny vending. Et døgn efter grundlovsforhøret med den 33-årige, anholdt betjente en ny mistænkt i sagen.

Og i dette tilfælde var mistanken bedre underbygget. Den 27-årige, der er fra Køge, blev varetægtsfængslet.

Mandag eftermiddag gør en anklager et nyt forsøg på at overbevise dommeren om, at der er grundlag for at varetægtsfængsle den 33-årige.

- Vi mener, at vi nu har en bedre underbygget mistanke, siger vicepolitiinspektør Per Heide Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Han vil dog ikke gå i detaljer med det materiale, som politiet vil fremlægge i et retsmøde mandag eftermiddag.

Begge de sigtede nægter sig skyldige i at have kvalt Anders Mark Hansen med et bælte og at have slået ham blandt andet i hovedet.

Hvad de nærmere har forklaret, vides ikke. Begge er blevet afhørt bag lukkede døre.

Hansen blev fundet død nær sin bil, en VW Polo stationcar, på en skovvej i Fællesskoven på Stevns 3. marts.

Formentlig skete forbrydelsen fredag 2. marts i tidsrummet fra klokken 17 til ud på aftenen.

Politiet vil ikke sige noget om det motiv, som man tror, de to mænd kan have haft for at tage livet af den 22-årige i skoven.

Men man efterlyser fortsat vidner, der så Anders Mark Hansen, hans hund og bil samt eventuelt andre personer fredag mellem klokken 17 og 18 omkring Højstrupvej, Hovvej og Kobbelskov ved Rødvig.

/ritzau/


Nyhedsoverblik