Politi jager to drabsmistænkte

Foto: TV ØST

Politiet i Slagelse var tidligt i morges på jagt efter to personer, der menes at have forbindelse til knivdrabet på en 31-årig mand i Slagelse tirsdag aften. En person er foreløbig anholdt.

- Vi har ikke fået fat på dem endnu, men vi ved godt, hvem de er. De er kendt af politiet, siger vagtlederen hos politiet i Slagelse.

Onsdag aften anholdt politiet en 19-årig mand i sagen og har sigtet ham for medvirken til drab. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag med krav om varetægtsfængsling.

De to eftersøgte, som stadig er på fri fod, kan se frem til en sigtelse for medvirken til drab, hvis de bliver pågrebet.

Drabet skete på adressen Jernbanegade 20 i den centrale del af Slagelse, hvor den 31-årige blev stukket ihjel. Der var flere personer til stede i lejligheden på gerningstidspunktet, og en af dem alarmerede en forbipasserende på gaden og bad ham tilkalde en ambulance.

En af de personer, som var i lejligheden, var fra til den nu dræbte person.

EFTERLYSNING: 

Politiet efterlyser altså fortsat to af de mistænkte:

Den ene beskrives som somalisk af udseende, 15-20 år, 180-190 cm, tynd/mager og kort, sort, krøllet hår. Han var iført en langærmet, kraftig hættetrøje med noget rødt på hætten og øverste del af brystpartiet samt mørke bukser med hængerøv.

Den anden beskrives som arabisk/tyrkisk af udseende, 15-20 år, 175-180 cm, almindelig af bygning og har sort hår. 

Henvendelser kan ske til Slagelse Politi på 58 50 14 48

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App