Polakker dømt for bortførelse

To skal seks måneder i fængsel og en tre måneder for at bortføre 17-årig dreng i Odsherred. Motivet til bortførelsen var angiveligt et kæresteforhold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 38-årig kvinde og en 34-årig mand, der begge stammer fra Polen, blev fredag aften ved Retten i Holbæk idømt hver seks måneders fængsel i en sag om bortførelse af en 17-årig dreng i Odsherred. Det skriver nordvestnyt.dk.

Kvindens 39-årige danske samlever blev idømt tre måneders fængsel.

De tre var tiltalt for at bortføre den 17-årige dreng foran Højby Skole den 12. januar. Han blev efter skoletid opsøgt af fem personer, der tog ham med ud på en køretur til Grevinge, hvor de anbragte ham i et skur og truede ham. Frihedsberøvelsen stod på en times tid.

Motivet skulle være at få drengen til at afslutte et kæresteforhold til kvindens 14-årige datter.

Det var blandt andet et vidneudsagn fra den 17-årige selv, der overbeviste retten om, at de tre var skyldige.

Politiet har kig på yderligere to polske mænd i sagen. Den ene er anholdt i Polen, mens den anden er eftersøgt og på fri fod.

 

 


Nyhedsoverblik