Pokaldrømmen lever på Stevns

AIK 65 Strøby skal op mod serie 1-klubben Tårnby FF i landets pokalturnering i fodbold. Lodtrækningen er man godt tilfreds med i klubben, når det nu ikke blev til en kasse-kamp mod et Superliga-mandskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag blev der trukket lod til 1/16-dels finalerne i pokalturneringen kaldet Ekstra Bladet Cup. AIK 65 Strøby på Stevns får besøg af serie 1-klubben Tårnby FF den 23. september.

AIK 65 Strøby spiller til daglig i serie 2 men har overrasket med sejre over blandt andre Frem Sakskøbing og Avedøre, der på papiret burde være bedre. Holdet er nu regionens eneste tilbageværende hold i turneringen og samtidig det lavest rangeret hold blandt de sidste 32.

I AIK 65 Strøby havde man håbet på en kasse-kamp, men træner Lars "Fisker" Jensen er dog alligevel godt tilfreds.

- Nå det nu ikke blev HB Køge, FCK eller Brøndby, så er det da kanon, at vi trækker et hold, som vi har mulighed for at slå, siger Lars "Fisker" Jensen.

Der er også mulighed for, at klubben vil modtage 80.000 kroner. Denne sum uddeles nemlig til den serie-klub, der er lavest rangeret, når pokaleventyret slutter for de sidste serie-hold.

- Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det vil lune i klubkassen. Vi kan også mærke finanskrisen gennem vores sponsorer, så de 80.000 kroner vil da gøre en stor forskel i vores lille klub, siger Lars "Fisker" Jensen.


Nyhedsoverblik