Plejesøn fra Mern frygtede for sit liv

Foto: TV ØST

Et af plejebørnene fra Mern troede flere gange, at han skulle dø, da han var i pleje hos familien. Det fortalte han i retten i dag.

En i dag 26-årig mand beretter mandag om sine oplevelser hos en plejefamilie i Mern.

Her var han i flere år i pleje hos det ægtepar, der er anklaget for grov vold, vanrøgt og frihedsberøvelse af i alt ni plejebørn gennem 20 år.

Ligesom mandens lillesøster, der vidnede i sagen torsdag, tegner han et billede af nogle uhyggelige år, hvor vold, trusler og udsultning var hverdagskost.

- Han (plejefaren, red.) tog fat i nakken på mig og holdt mit hoved under vand i så lang tid, at jeg troede, at jeg skulle dø, fortæller den unge mand, inden han beder retten om en pause, fordi minderne gør ondt.

Den voldsomme afstraffelse fandt sted adskillige gange, beretter den 26-årige, der dengang var mellem fem og 11 år. Metoden blev også brugt mindst én gang over for hans lillesøster.

De tiltalte, en 60-årig mand og hans hustru på 54 år, sidder på retslokalets højre flanke, mens deres tidligere plejesøn vidner i Retten i Nykøbing Falster.

Manden stirrer på den 26-årige, og kvinden tager ivrigt notater. Ingen af dem virker synderligt påvirkede af vidnets forklaringer.

Rækken af uhyrligheder begået mod børnene er lang. I retten fortæller den 26-årige blandt andet om, hvordan han og søsteren ofte blev spulet med iskoldt vand og slået med hårde knytnæveslag.

- Jeg blev slået så hårdt, at det sortnede for mine øjne, og jeg faldt om. Men så blev jeg hevet op og fik én til, siger han.

Han husker også, hvordan plejefaren pressede hans ansigt ned i en hundelort, mens familien boede i Gladsaxe.

- Det var et liv i helvede. Ikke at vide, hvad der kunne ske, var det værste, siger han.

Søskendeparret blev ofte holdt indespærret på husets førstesal - flere gange i op til tre dage uden at få mad. Når sulten blev for voldsom, spiste de to børn bøger og toiletpapir.

Flere gange måtte de udsultede børn også spise mad, der var forbeholdt grisene på den sydsjællandske gård.

- Det var mad med mug på. Jeg kan huske, at jeg fik opkastfornemmelser, når jeg spiste det, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App