Plejesøn fik bank første aften i Mern

Foto: TV ØST

Der gik ikke mere end et par timer, før en dengang 11-årig dreng fik bank af sin voldsanklagede plejefar i hjemmet i Mern. Faren forlod retten under afhøringen.

I sommeren 2001 ankom en 11-årig dreng til sit nye plejehjem i den sydsjællandske landsby Mern. Men allerede et par timer efter sin ankomst fik han den brutale virkelighed i hjemmet at føle.

Ifølge drengen bød plejefaren nemlig velkommen ved at tæve ham og smide ham i seng. Det forklarede drengen, der i dag er 21 år, mandag i Retten i Nykøbing Falster, hvor et plejeforældrepar er tiltalt for en stribe overgreb mod forskellige plejebørn.

- Vi blev stillet op på rad og række, helt militær-agtigt. Pludselig slog og sparkede han (plejefaren, red.) mig. Han kastede mig ud på toilettet, så jeg røg hen ad gulvet, fortalte plejebarnet med en bævrende stemme.

Efter det voldsomme overfald blev drengen smidt i seng og var overladt til sig selv og sine tanker.

Ifølge det tidligere plejebarn var resten af hans næsten syv år lange ophold hos familien præget af en lang række ydmygende og voldelige overgreb.

Han huskede blandt andet sin første jul i hjemmet som en grufuld oplevelse. Efter at have ytret ønske om at komme på en overlevelsestur, greb den 60-årige plejefar angiveligt teten og tvang drengen ud i en snestorm kun iført underbukser.

- Jeg løb rundt i høje snedriver på gårdspladsen, og han (plejefaren, red.) slap hundene løs, så de jagtede mig og bed mig bagi, forklarede den unge mand og tilføjede:

- Det var meget forfærdeligt.

Plejefaren, der ifølge vidnet også har truet med at hente en pistol og skyde ham, stod dog ikke alene for volden.

Ofte slog også den 54-årige plejemor drengen, hvis han for eksempel ikke spiste sin morgenmad "hurtigt nok", fortalte han under mandagens retsmøde.

- Det skete ofte. Flere gange om ugen. Og vi fik tit havregryn uden særlig meget mælk, så det var svært at spise hurtigt, sagde den 21-årige, der var i pleje i Mern samtidig med fem-seks andre drenge.

Afhøringen blev dog afbrudt, da den tiltalte plejefar pludselig rejste sig fra sin plads bagest i retslokalet og løb ud.

Kort tid efter oplyste hans forsvarsadvokat, Hanne Mogensen Ziebe, at dagens retsmøde måtte ende før tid på grund af hendes klients tilstand, og at den 60-årige skulle tilses af en læge.

- Derudover forsøger vi at indhente en lægeerklæring for at få sagen udsat, sagde hun.

Det er ikke helt klart, hvorvidt plejefarens ildebefindende skyldtes de mange ubehagelige anklager, han havde lyttet til. Sikkert er dog, at manden var syg i weekenden.

Mandag aften var det ligeledes ikke klart, om sagen, der begyndte i sidste uge, fortsætter som planlagt tirsdag.

Mandagens retsmøde begyndte med afhøringen af en 26-årig mand, som var i de tiltaltes varetægt, fra han var 5 til 11 år.

Manden og hans lillesøster, der vidnede i sagen torsdag, har blandt andet fortalt om, hvordan de blev låst inde på husets førstesal. Flere gange i op til tre dage uden mad, hvilket fik de to udsultede børn til at spise blandt andet bøger og toiletpapir for at holde sulten stangen.

Der ventes tidligst at falde dom i slutningen af januar.

/ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App