Det vi har sammen

Plan for nye sygehuse skrider

Foto: TV ØST

Regeringens storstilede planer om at opføre et stort antal supersygehuse, som kan sikre den optimale og mest avancerede behandling, er mindst tre år forsinkede.

Op til valget i 2007 lovede fremtrædende Venstre-folk, heriblandt nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at sygehusene ville stå klar i 2017. Også i denne valgkamp lover statsministeren, at sygehusene vil blive bygget, men nu hedder tidsplanen 2020, og både eksperter og regioner frygter, at der kan komme til at gå endnu længere tid, skriver Berlingske.

- Det er lang tid, der er gået. Nu har man »solgt« projekterne i to valgkampe, men det har været svært at få pengene ud. Man har også besluttet at nedlægge regionerne, hvilket kan få det til at trække yderligere ud,« siger direktør i Dansk Sundhedsinstitut Jes Søgaard til Berlingske.

Forslaget om at erstatte de nedslidte sygehuse med nye, moderne rammer kom på den politiske dagsorden i 2007. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det til et slagnummer, at man ville give danskerne nye sygehuse. De oprettede en kvalitetsfondspulje på godt 40 milliarder kroner, som regionerne har kunnet søge støtte fra til konkrete byggeprojekter.

Eneste spadestik taget i Slagelse

16 projekter har enten fået et endeligt tilsagn eller et forhåndstilsagn om penge, men indtil videre er der kun taget første spadestik til et enkelt projekt - en ny fælles akutmodtagelse i Slagelse - i øvrigt det mindste og billigste af byggerierne.

- Vi har endnu ikke set én eneste krone fra staten, selv om hele landet står og sukker efter at få de byggerier i gang. I stedet har man brugt tiden på at opbygge et tungt og bureaukratisk system til at kontrollere projekterne,« siger formand for Danske Regioner Bent Hansen (S).

I regeringen forventer sundhedsminister Bertel Haarder (V), at alle nye sygehuse vil stå klar i 2020, men afviser kritikken af, at det går for langsomt. Det er nødvendigt med stram budgetkontrol, vurderer han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App